Del 1. Tanker skrevet i starte af reformen!!!

1.del
Året er 2005, er endelig blevet færdig på lærerseminaret. Nu er jeg lærer og glæder mig helt vildt til at komme ud i verden, altså skoleverdenen. Fyldte 50 , 5 børn, hus, enlig og blev samtidig færdig som lærer. Mit liv har bestemt ikke været kedeligt. Hvorfor jeg blev lærer ? Ja, det spørger jeg også mig selv om nu, nu hvor reformen har taget over.

 

Har som sagt 5 børn, alle forskellige og de har også været i gennem skolens labyrint. Forskelligt har de modtaget lærdom, forskellige er de jo, som børn jo er. Skolen opfyldte ikke altid, hverken deres eller mine forventninger om hverken pædagogik eller undervisning. Bestemt har der været rigtige kompetente lærere, som har taget deres job helt ind i livet, forstået og vejledt. At være lærer er en livsstil og et kald, sagde engang en klog mand, som beskæftige sig meget med skoleverdenen. Kunne ikke være mere enig.

Nå, men jeg ville gerne ud den virkelige verden og møde eleverne og havde søgt mange steder. Der gik en måned, ingen job. Der gik endnu en, stadig intet. Så kom opringningen fra en skole i nabobyen. ” Vi skal bruge en vikar, som er bestemt, robust og ikke bange for at møde en lidt hård kerne af elever”, sagde en frisk kvindestemme i den anden ende af røret. Jeg var blevet anbefalet af mit praktiksted, headhuntet, whauu. Tre måneders vikar i en specialklasse med en flok drenge, der bestemt ikke var undervisningsparate. Samtidig en 3.klasse, hvor der var en ADHD elev, en dreng med en social ruin som baggrund, en meget indelukket og særpræget dreng og sidst en dreng, som havde Asberger og resten var helt almindelige børn. Min ilddåb fik jeg og Hej til lærerjobbet og jeg elskede det.

Desværre havde det job en ende, men havde søgt og fået et andet vikariat på en anden skole i nærheden. Her blev det til et år og det år var fantastisk dejligt. Kolleger og børn var bare en oplevelse, som fortalte mig, at jeg havde valgt det helt rigtige job. Håbede på den lærer, som jeg var vikar for ville forlænge sin barsel i laaaaaag tid, men det skete desværre ikke. Skæbnen ville mig det anderledes. Jeg blev ringet op 3 uger før mit vikariat sluttede fra den skole, hvor jeg havde fået min ilddåb. Igen den samme friske stemme. ” Har du lyst til at overtage en 8. Klasse, som er uden lærer fra januar”. Det havde jeg og mine tre linjefag kunne komme i spil. Dansk, historie og kristendom. Har også billedkunst , men bare lad det ligge. Det var mere tvang end lyst.

Det blev så min start på lærergerningen de næste 10 år, i skrivende stund er jeg der stadig.

Min 8. klasse var en blanding,tosprogselever, dygtige elever og mindre faglige elever, men det er jo sådan det er, og skal være. Den blev til en 9. kl og der kom nye kolleger, som var “lidt” yngre end jeg. CP var en af dem og hun var matematiklærer i en 8. kl, hvor de pludselig stod uden en dansklærer. Dansklæreren var gået ned med stress, desværre en risikofaktor i jobbet. Der manglede nu en lærer og der var ikke nogen, der havde tid og lyst til at overtage. Klassen var lidt belastet, igen ikke noget usædvanligt. Sådan er verden skruet sammen. Besluttede så, at jeg godt kunne rumme to klasselærer funktioner. Det var et godt valg. Mit samarbejde med min kollega CP, var fantastisk godt. Vi var et fantastisk makkerpar og det udviklede sig til et tæt venskab samtidig. I en skoleverden med mange forskellige eksistenser er det vigtigt, at man har en sparringspartner, som man har tillid til og kan snakke om alt med. Humor er en vigtig ressource, også lidt galgenhumor.

Hvor CP var den matematisktænkende, var jeg den kommatænkende. Vi havde ikke de store behov for lange møder, vi supplere automatisk hinanden. Vi kunne grine, skælde ud og sladre, alt i alt elskede vi begge det job, vi havde og så var vi kreative sammen.

Vi blev desværre skilt ad, hvorfor fandt vi ikke rigtig ud af. Ja, det vil sige CP blev gravid og af gode grunde senere på barsel. Det måtte jeg leve med, men savnede det samarbejde, som gjorde hverdagen sjov og let. Ikke at jeg ikke havde andre samarbejdspartnere, det havde jeg og rigtige gode, dygtige og dejlige kolleger. Det er lidt som et ægteskab, man vælger jo ikke hvem som helst, vel!! Vi blev ikke sat sammen igen trods ønsket.

Hvorfor ikke? Det må da være i alles interesse, at tingene fungere optimalt, eller ! Nogen gange undres man!!!!

Hvorfor lave om på noget, der fungere godt. Så nu kommer vi til den nye skolereform. Hvorfor ændre så fundamentalt på noget, der fungerede. Ikke dermed sagt, at alt var godt, det berørte jeg angående mine egne børns skolegang. Naiv har jeg vist også været.
Fra min synsvinkel gjorde alle det, de skulle, burde og det endda meget ansvarsfuldt. Den lille håndfuld skoler der, her er et ordsprog vist på sin plads. ” Liden tue kan vælte stort læs”. At der er skoler og lærere, der har sjusket, for at sige det pænt, så jeg ikke omkring mine kolleger og skolen. De arbejdede gerne mere end lønnen og tog sig ansvarsfuldt af alle elever, uanset social baggrund, faglige kompetencer og alle de andre ting, der følger med, når man arbejder med børn og unge, med mennesker.

Tillid er et godt udgangspunkt at begynde med, når man skal arbejde med mennesker. Hvor blev den af, tilliden?

Fortsættes om et par dage 🙂