DEL 6. Som at have en sten i skoen, man ikke kan få ud!!!

Kære læser af bloggen,

Jeg troede helt ærligt, at jeg var færdig med reformsnak. Det er jeg tydeligvis ikke. Nok færdig med tanker i starten af reformen, men bestemt ikke færdig med reformen 2015/16.

Har brugt to timer af min fredag aften til at skrive karakter ind til mine elever. Det tager mere end to timer, det var “bare” de sidste jeg manglede, som skal være klar til mandag.

I alt har jeg så skrevet karakterer ind til en 7.klasse, to fag (dansk og historie). Fem 8.klasser , 7 hold (krist /hist) og tre 9.klasser, 5 hold (hist/krist) . Selv som ikke matematiklærer kan enhver jo se, at det giver mange hold tilsammen, faktisk (for dem som ikke lige er med her 🙂 ) 14 hold, med et gennemsnit på 25 elever. 🙂 Så det er godt og vel mange 🙂

Igår aftes så jeg en udsendelse Langt fra Borgen. Her blev C. Antorini og Merete Riisager sendt i skole en hel dag.

De skulle følge eleverne fra 8.00 -16.00.

I guder om kvinden er blevet klogere. Jeg tror, hun har et bestemt manus, som følger hende, hun gentager sig selv, som hun har gjort siden reformen blev født. Nej, det var ikke en fødsel, det var et kejsersnit, av av.

Ikke for at fornærme nogen, kejsersnit er ok, her bare en metafor.

Stakkels kvinde, trods det, at hun og vi andre kan se elevernes koncentration daler mod slutningen af dagen, hvor de har tvungen lektiecafe, eller som det kaldes obligatorisk / fordybelsestime, nægter hun at se i øjnene, at eleverne er på randen af sammenbrud.

Antorini, du hører heller ikke, hvad eleverne siger til dig. Du forklare hårdnakket eleverne, at det er jo her, de skal fordybe sig og lære nye og svære ting for at blive dygtige.

Igen må jeg sige, stakkels kvinde, det må være slemt. Har I ikke set udsendelsen , er linket herunder. Til gengæld er der ros til Merete Riisager, hun ser lige tingene lidt mere klart.

Langt fra Borgen

Antorini og Merete Riisager

https://www.dr.dk/tv/se/langt-fra-borgen/langt-fra-borgen-folkeskolen

Danske skoleelever skal lære mere. Derfor skal de gå længere tid i skole, sendes i tvungen lektiecafé og bevæge sig mere. Men er det en god idé? Ask Rostrup inviterer to politikere en tur på skolebænken en hel dag. Hvordan reagerer de, når de møder eleverne og pludselig selv skal i lektiecafe, danse vals og terpe procentregning i matematik?

Del 5. Sidste del af tanker om reformen

Prøver at forklare min leder, at det er helt skævt. “Jeg hører, hvad du siger” . Nej, du gør ej. Du forklarer, at du er bekymret for mig, at jeg virker presset. Whau, det siger du ikke!

Ja, jeg er presset, eleverne er presset, kollegerne er presset, og du hører mig ikke, du hører det, du vil høre, og vi skal skabe en god skole og gode karakter.

Vi er her endnu, ja, men hvor længe? Vi er mennesker, eleverne er mennesker og livet er en læreplads, ikke skolen alene. Nogle af mine kolleger mener, det går fremad, jaaa, alt er jo relativt. Hvis det er så godt, hvorfor har vi så fået 11 nye kolleger??? Hvor forsvandt mine gamle kolleger hen??

Nogen spytter ud og siger, det er noget hø, men alt for mange siger intet, bider tænderne sammen og parere ordre. Det gør os bitre, syge og stressede, det går ikke. Skoleverdenen er som en diktaturstat og nu har vi en regering, som har samme ideologi. Hvad sker der i vores univers?

Nu har også jeg søgt job på en efterskole, får det sikkert ikke, men så har jeg da prøvet, ville nok fortryde, hvis jeg ikke tog chancen. CP min makker, har ligeledes søgt samme sted hen, hun har nok større chance, hun er yngre og det er fysik / naturfag de magler. Så står jeg alene tilbage på skansen og må kæmpe videre selv. Det er slet ikke, fordi jeg er træt af kolleger, elever og skolen, men det er skævt. Jeg finder min egen vej, hvis jeg skal overleve i den form for diktatur, og jeg som ellers er meget omstillingsparat, men der skal bare være en god mening i galskaben.

På forsiden af sidste udgave af “Folkeskolen ” står der meget sigende. ”Reformfeber raser globalt”.

Så er den æra slut , CP fik job på efterskolen, stor sorg for skolen og mig , stort og godt for hende og jeg er glad på hendes vegne, men det bliver kedeligt at undvære hende. Som det nok kendes, fik jeg ikke chancen for noget andet, men har lagt mit CV ind hos Røde Kors som underviser. Her kunne jeg måske gøre en forskel for de mennesker, der ufrivilligt er havnet i Dk og har brug for at forstå vores sprog og kultur.

Der sker dog ting omkring reformen, som giver lidt håb. Fornuftige mennesker har set, at det der sker er helt skævt og ødelægger folkeskolen og de unge menneskers uddannelse / dannelse. Men hold da op, hvor gør det mig frustreret. På FB kan jeg dele opslag og se, at der trods alt er andre kolleger, der er enige og ikke bare stiltiende finder sig i det overgreb, vi udsættes for og den mistillid, vi mærker på vores sjæl og evner.

Har søgt nyt job ved Dansk Flygtningehjælp i Århus. Hvad får mig til at søge job i Århus? Det slog mig for lidt siden, fordi jeg tænkte på en samtale, jeg havde for nogle dage siden med en veninde. Det er en livsstil at være lærer, det er det for mig, arbejde sammen med unge mennesker, at lære dem noget, at snakke med dem, være med til at forme dem. Det giver jeg gerne ekstra timer, min fritid til. Det har reformen sat en stopper for. Jeg må ikke arbejde hjemme, jeg skal være på skolen i 40 timer, hvor af de 25 er lektioner.

Så er der timer til møder, forældre samtaler, elevsamtaler, elevplaner, læringmåls dokumentation ect. Ikke det hele hver uge, bevares, møder, jo,elever der skal snakkes med ,jo og alt det der skal rettes. Kreativiteten og det spontane er væk.

Nå, men tilbage til pointen!

Derfor søger jeg jobbet som underviser og virksomheds-konsulent ved Dansk Flygtningehjælp. Her er der tale om mennesker, unge og ældre som har brug for et nyt liv, som har måttet opgive deres liv og kultur af årsager, som vi her i DK, har svært ved at sætte os ind i. Mennesker som skal starte på et liv i et nyt land, nyt sprog, nyt netværk og arbejde. Jeg ved ikke, om jeg kan udfylde de krav, der stilles, men bliver nødt til at forsøge. Tror på, at jeg kan være med til, at gøre bare lille forskel for de mange flygtninge, der kommer til landet. Den regering vi har, gør det ikke lettere for flygtningene, alle de forfærdelige historier / realiteter vi ser og høre om, kan vi ikke bare lukke øjne og øre for.

Det gør mig alligevel usikker, når jeg kommer på arbejde og bliver mødt af kolleger, der er glade for at se mig, og siger ” Vi den hårde kerne må holde ud” , og jeg ved mine elever vil blive vildt kede af det. Står ved en korsvej og er til tider sikker på, at det er nyt job, og til andre tider, at jeg skal blive i det, jeg er i. Nå, men jeg har jo heller ikke fået det job endnu, så ser tiden an, men det er ikke let, tankerne kører, og hvad er det rigtige at gøre for mig?

Jeg er her endnu, har opgivet det med nyt job. Jeg har et job, hvor mine kolleger er fantastiske mennesker og mine elever er fantastiske elever. Jeg kan stadig gøre en forskel, selv om jeg ikke kan ændre på skolereformen, kan jeg være den, jeg er.

IKKE AT JEG HAR ÆNDRET STANDPUNKT, JEG ER STADIG UENIG I REFORMENS FREMGANGSMÅDE OG BEHANDLING AF LÆRERNE OG ELEVERNE. VI ER MENNESKER IKKE ROBOTTER!!!

Undskyld jeg råbte lidt højt, nu dæmper jeg mig lige lidt. J Mener bare ikke, at der er hold i det, der er sket og sker.

Del 4 Målstyring og arbejdstid

Nu skal vi have målstyret læring, nye elevplaner ect……..

Hvad mon vi har lavet før? Jeg er ikke negativ (frustreret), der er mange gode tiltag og mange forslag til læring, faglig bevægelse i undervisningen, inklusion, dokumentation for at vi gør vores arbejde godt nok.

Problemet er blot, hvornår skal jeg forberede undervise, når jeg skal bruge så meget tid på alt andet. Mine kolleger kæmper en kamp for at holde humøret oppe. Det sker, at der kommer små sammenstød, ikke fordi vi ikke kan arbejde sammen, men fordi vi er frustreret og i tidsnød.

Går computeren ned, virker kopimaskinen eller printer ikke, hvilket sker jævnligt, er frustrationen næsten ubærlig. Men vi tager det fra den humoristiske side. Hvor længe kan vi holde til det?

Hvor længe holder hele dette konfuse koncept, som de politikere, der ikke ved, hvordan hverdagen er ude i den virkelige verden, har sat i gang?De burde skamme sig.

Vi sidder i dag, mange af os med et lån, fordi vi blev lockoutet / fyret. Et lån der ikke kunne dække vores udgifter og som vi de næste mange år hænger på. Og så tror en stor del af befolkningen, at vi strejkede!!!

Hvor er vores menneskerettigheder blevet af i dette land.

Når jeg ser mine yngre kolleger med små børn stakåndet løbe for at nå det hele, bliver jeg ked af det. Er det det samfund vi vil byde vores børn? Hvor er nærheden, skal vi ligne kinesiske forældre, der afleverer deres børn mandag og henter dem igen fredag, så samfundets hjul kan køre rundt på politikernes bud.

Ja, vi vælger selv vores regering, eller gør vi? Der kommer noget ud af deres mund, løfter og søde ord, et spil for galleriet, hvor de er aktørerne og vi er publikum, der skal lægge til og trække fra for at finde ind til det, de i virkeligheden siger.

Lige nu er vores elever i gang med projektopgave, den obligatoriske i 9. Klasse. Hele ugen har de arbejdet flittigt, det fleste af dem, hvor det falder dem rimelig let, at få noget fra hjernen ned på papir. Så er der lige nogen, som ikke har det så let med det faglige, de unge som har noget med i rygsækken, som fylder mere end det faglige.Et hjem der ikke fungerer, indlæringsvanskeligheder, ordblindhed, ADHD, Asberger, eller bare er dårligt opdraget, eller ikke passer ind i den måde skoler nu engang er strikket sammen på.

Ja, det er så let at stå udenfor og give ordre, lægge planer for elever, lærerne og lederne, men virkeligheden, kære politikere, virkeligheden er en anden.

Det er helt ok, at reformerer skolen, det kan vi godt blive enige om, at det trænger den til, bare ikke over natten og måske en rigtig god ide, at tage os med på råd, som rent faktisk kender den verden. Det tager tid, ro og regelmæssighed, som Emma Gad ville sige.

Fagligheden op, helt enig. Dokumentation, ja, med måde. Tests, ja, men ikke på paratviden og ikke for ”facadens” skyld, men på hvordan finder eleverne frem til en løsning. Procesorienteret ikke resultatorienteret. Mere disciplin, også enig, men her spiller forældrene også en stor rolle. Disciplin er ikke negativt, det er en kærlig og bestemt hånd.

15/2-15

Sidder i toget på vej hjem fra Kbh , vinterferien er slut og torsdag måtte jeg logge ind på Jobnet for at melde mig arbejdsløs , for igen lørdag igen gå på Jobnet for at melde mig tilbage på arbejde. Alt sammen pga. Lockout, hvor vi mistede vores job i en måned og derfor også retten i til ferie. Det forfølger os stadig, afbetaling på lån pga. af lockout og hvad så nu? Der er lige nu forhandlinger mellem Kl og lærerne igen. Lønforhandlinger, arbejdsvilkår, arbejdstid / forberedelse. Hvad der ikke kan komme bag på nogen er, at forhandlingerne er gået i hårdknude.

Det er et stykke tid ordene er kommet på skrift, men tro mig, der har bestemt ikke været stille i mit hoved og en del frustrationer har også fundet vej ud gennem min mund.

Vi er en uge fra sommerferien, eleverne havde sidste skoledag fredag og translokation for mine egne elever. Held og lykke ude i den store verden. De skal nok klare sig, seje unge mennesker. Men hvad med de unge mennesker, der ikke er så stærke og ikke holder til presset fra det samfund, vi efterhånden har skabt omkring os.

Skolereformen fylder ikke mindre, skolelærere skifter job, os der er tilbage tænker i samme baner. Måske slet ikke mere være i folkeskolen.

Der har lige været eksamen / afgangsprøver / prøvebevis, ja, selv det skal hedde noget andet . Blandet med undervisning i 7. Og 8. Kl skal der laves prøveoplæg til dansk og historie for mit vedkommende. Kan ikke få klar besked, om jeg får timer eller betaling.

Så skal jeg være censor, så skal der laves vikarplaner og hov, der er da også lige et par møder lagt ind. Blandt andet om den nye undervisningsportal Min uddannelse. MEN vi skulle jo bruge Google drew, alt mit undervisningsmateriale ligger der, for det var jo det vi skulle i fremtiden.

Fremtiden er relativ, ja, men det ville måske være ok, hvis de to portaler gik i spænd, men det gør de ikke Der skal laves nye planer med læringsmål og, og, og. Det kan ikke overføres til Min uddannelse. Ambitiøst , alle skal klare opgaverne indenfor den forberedelsestid, der er sat fra KL.

Inklusion, læringsportaler, møder, prøveoplæg, afgangsprøver og forberedelse til de timer vi ellers skal læse. Mine kolleger forsvinder omkring mig, ikke kun på vores skole, men over hele landet.

God ferie og husk at passe på Jer selv.

<3 Make our life simpler, easier, and more enjoyable. <3

Del 3 “Vi er her endnu 2014”

Så er der gået en rum tid en jeg har skrevet sidst. Frustrationerne er ikke blevet færre, tværtimod. Kolleger rundt om mig ser trætte ud og der er langt mellem smilene, selv om vi alle prøver at se det lyset.

Forleden var der klubmøde og flere gav udtryk for frustration og resignation. Det kniber med at se lyset i horisonten. Der er flere, der giver udtryk for, at de er kede af det og har svært ved, at nå den optimale forberedelse til eleverne. Der er også mange, der ikke siger noget, for hvad kan konsekvenserne så blive. Det er ikke ledelsen, det er galt med. Mit indtryk er, at de gør det, de kan, inden for de rammer de har. Jeg har ofte tænkt, at jeg er glad for, jeg ikke er i deres bukser. Det hedder vist, i deres sko

En siger,” Jeg er konstant bagud med planlægning, der er ikke tid nok til at levere en faglig planlagt undervisning” Det kan vi alle nikke genkendende til, desværre.

Jeg kan ikke lide mig selv i den undervisning, jeg giver eleverne. Aldrig har jeg følt mig så uforberedt og usikker. Jeg elsker stadig at undervise, men jeg føler mig ikke ordentlig klædt på, det er stressende og utilfredsstillende. Jeg føler, eleverne mister terræn, at det flow, der normalt har været i mine 10 år som lærer er fraværende en stor del af tiden. Hvor er det synd for både elever og lærere. Flere af os overvejer mere og mere at skifte job, for det er blevet jobbet, der styre vores liv, ikke familien. Lærerne skal normaliseres. Det er ikke muligt at normalisere et job, der har med børn og unge at gøre.

Elever der bliver kede af det og kommer til en og har behov for at snakke lige nu, kan man da ikke give den besked, at du må lige holde ud til i morgen, der har jeg tid. Forældrene må vente, til det bliver, tirsdag, for der er der forældretid. Kontakten mellem skole og hjem fremmes ikke ligefrem i dette koncept.

Nu er der snart projektuge og 9. Klasse skal skrive deres større skriftlige opgave. Endnu en udfordring. Der er ikke lagt en klar plan for den proces. Hvornår skal vi læse deres opgaver, når de har afleveret dem? Hvornår skal vi skrive udtalelser? Fremlæggelserne må vi passe ind, for det har vi en dag til, for vores klasses vedkommende er det 12 grupper.

De afleverer opgaverne og deres produkter fredag kl. 12.00. De skal fremlægges mandag, hvor vi har 8 timer. Der er ingen plan for, hvornår vi skal læse dem, eller om der gives ekstra timer til det. Skal vi læse dem fredag efter kl.12.00 og frem til kl. 18.00 – 19.00.

Jeg føler min frihed er taget fra mig, at der sidder nogle politikere og trækker i nogle tråde, så nu er jeg en marionetdukke. De har ikke den fjerneste ide om, hvad det er, de har sat i gang.

Vores liv som lærer er blevet et overgreb på vores liv og på elevernes faglighed. På en og samme tid er det, som før var en glæde og en livsstil, blevet til diktatur og så skal vi samtidig være glade.

Vi er blevet kørt over, trådt på og vi ligger der endnu og kæmper for at hænge sammen. Ude i den store verden sker der grimme ting, terror på Charlie Hebdo. Moskeer udsættes for overfald, jøder føler sig utrygge og vi råber på retfærdighed, ytringsfrihed og retten til at leve som vi ønsker. Ja, undskyld, men jeg kan ikke lade være at sammenligne. Vi er ikke blevet fysisk udsat for overfald, men vi er psykisk blevet kørt ned. Jeg nægter at udsætte mig selv for sådanne overgreb, derfor må mine tanker nødvendigvis kredse om at finde noget andet, der ikke gør livet til en kamp, en kamp jeg ikke kan vinde med den politik, der ligger bag. Hvor er vi danskere dog selv-retfærdige…..

Del 2. Så kom næste etape og “Vi er her endnu”

Fortsættelse 🙂 2.del

Vi tog til Christiansborg med godt humør, bannere, en kiste med påskriften Den danske model. Alle lærerne tog på en lang rejse i bus og vi hyggede os, fuld af håb og tro på retfærdighed. Hvor blev vi skuffede. Corydon, du som lige nu er i tv og taler om den nye finanslov. Det bringer minder om en mand, som koldt og kynisk trådte en hel menneskemængde under fode.

 

billed reform

 

Lærerne skal arbejde mere, jamen, vi arbejder meget mere, end vi skal. Lærerne skal højne elevernes faglige niveau på kortere tid og mindre forberedelsestid. Jamen, kan du lave det samme stykke arbejde om en finanslov på halv tid, Corydon. Nu skal jeg ikke give dig hele skylden, de fleste partier var enige med dig. Lærerne skulle normaliseres. Normalisering af lærerne er det samme som at sige, at de skal gøre deres arbejde dårligere, for det er jo netop fleksibiliteten og læreren som menneske, der giver succes.

Livsstilen, at jeg er åben for det, der sker omkring mig. Jeg sidder og ser tv, en udsendelse om en forfatter, en historisk begivenhed eller religiøse diskussioner. Skynder mig at hente pen og papir og noter tid, sted og detaljer. Det kan jeg bruge, det passer som fod i hose til det, jeg underviser i nu. Hov, det må jeg jo ikke. Smid det væk, hvad vil du gøre med den tid, du lige har brugt. Skal jeg tage det af min forberedelsestid? Nej, så mangler jeg den jo senere. Så må jeg arbejde gratis, nej heller ikke, for jeg må ikke arbejde hjemme. Jamen, jamen , nååå ja, kan jo, som min skoleleder siger, kalde det interessetid!!!

Det vil LL min TR ikke bifalde. Gina, det gør du bare ikke, lyder hendes blide stemme i mit baghoved. Har forstået, ok. Men så bliver jeg altså frustreret, for jeg kan mærke, at min undervisning ikke altid er så optimal, som jeg kunne ønske, sammenlignet med sidste skoleår .Der hvor jeg kunne tage hjem, cykle en tur, ride en tur i skoven, lave mad til mine egne børn, snakke , tage brænde ind, tænde op og en kop kaffe. Klar igen, bruge en,to,tre timer og følge det flow, der kom , når hovedet havde fået lidt ro. En søndag kunne jeg bruge til at forbede en hel uge, så var der tid til den elev, der havde brug for en samtale af forskellige grunde. Det kan være socialt, udu i kammeratskabet, for mange lektier, mangel på at få lavet lektier osv.

En elev står med tårer i øjnene og du må sige, desværre jeg har ikke tid nu. Prøv, og du vil finde ud af, at det kan man sku da ikke, hvis man er et ordentligt menneske. Kære elev, du må vente til på onsdag, der har vi tid til samtaler. Hvad er det der sker?

CP og jeg går en tur eller to hver dag, hvis vejret tillader det. Det giver ro og frisk luft. Egentlig må vi ikke forlade skolen, men der er dog lidt menneskelighed til. Vi bliver ikke stoppet og der bliver ikke givet en seddel med hjem, eller ringet til vores forældre. Den tur er vores livline, også selv om jeg har en vane med at falde over alt, til stor morskab for CP, ha ha,ja du griner CP. Jeg husker godt dit “elegante” spring efter renovations -bilen, da du ville kaste dit papir i den, det kunne have gjort sig godt på hjemmevideo.

Vi får vendt mange ting på den tur, både alvorlige frustrationer og småting. Vi snakker om eleverne, vores egne børn, undervisning og alt muligt andet. Vi kan klare verdensordenen på et frikvarter. Derfor skal vi arbejde sammen i team, som jeg har understreget flere gange, også til vores skoleleder. Han smiler og ser overbærende på mig. Det gør han ofte, når jeg ytre mig. Jeg gør det måske også lidt utraditionel , jeg mangler vist autoritetstro i nogle situationer.

I går var vi eller nogen af os på arbejde i 14 timer. Forberedelse, undervisning, lærermøde, skole/ hjem- samtaler og så filmaften. Jeg stod op kl.5.30. tændte op i fyret, fodrede hund og heste og katte. Vækkede mine tvillinger, som skulle på gym. og HF. De kører selv i min søns bil. Det var nødvendigt, at han fik bil ellers kunne vi ikke få det hele til at hænge sammen. Det kunne vi før reformen, da vi kunne koordiner med hinanden. Har ofte ondt af småbørns familierne, det må være besværligt at få det til at hænge sammen, især hvis begge er lærere..

CP fortæller ofte, at det giver problemer hjemme hos dem. Hun har to børn. En på 10 og en på 4. CP’s mand har selv firma , ikke stort, så det kræver man er der, som på ethvert andet job.

I starten mente CP ikke det var så slemt, hun kunne sagtens nå at planlægge undervisning. Jeg tog lidt gas på hende og sagde, at matematik ikke krævede så meget planlægning ,som f.eks. Dansk. Der er nu lidt sandhed i det, selv om hun i starten ikke var helt enig. Det er heller ikke undervisningen, der er problemet, det mener jeg heller ikke.

Det der er problemet er, at der konstant bliver ændret på beskeder, eller vi skal til møde, forældre – samtaler, filmaften, skolefest og kurser. De informationer vi skal have f.eks. i forbindelse med terminsprøver eller lignende kommer en uge før. Jeg føler mig ikke ordentlig påklædt, når mine elever spørger mig, hvornår de skal møde, hvor skal vi være til prøven osv. Vi kan ikke informere forældrene i god tid, så de har måske bestilt tid til læge, tandlæge eller andet vigtigt, som måske kræver planlægning i god tid. Tingene bliver kaosagtige og vi lærere bliver forvirrede, stressede og irriteret.

Medierne har vildt meget fokus på skolen og reformen. Der er fokus på inklusion , der er fokus på lektiehjælp og øget faglighed. Hvordan skal alt det hænge sammen. Jeg forstår ikke, at intelligente mennesker ikke så det komme. Jeg taler om politikerne , hvis nogen skulle være i tvivl om ,hvem de intelligente mennesker er. Vi skal løbe hurtigt for at følge med, eller skal vi??

Vores ellers så sociale lærerværelse, er ikke så socialt længere. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vi ikke har tid. Vi har 29 min pause om dagen, men kun ,hvis vi har 6 timer. Det vil sige har jeg 5 lektioner, har jeg ikke til pause den dag.

Jeg anser mig selv som et positivt og kreativt menneske. Jeg har overlevet mange ting i mit liv gode og dårlige. Jeg har følt mig fortabt og følt mig fundet. I denne tid føler jeg at jeg bliver Væk, hvis jeg ikke er meget kreativ i min overlevelse. Reformen føles som et overgreb. Helt enig i at fagligheden skal skærpes, det mente jeg også før. Det er også udmærket, at jeg har fri, når jeg kommer hjem, men du har ikke fri, når du sover dårligt, fordi du ikke føler dig ordentlig forberedt til næste dag.

Du skal stå overfor dine elever og ryste halvdelen af din undervisning ud af ærmet . Elevplanerne til de 6 klasser jeg pt har, med 27 elever i hver klasse, som løbende skal skrives. Ja, det er sku løbende, for ellers kan jeg ikke følge med, for der kom lige et lærermøde ind, en elev der havde problemer og kopimaskinen der strejkede.

Ja, det er vores hverdag nu og alligevel er jeg vi her endnu. Hvorfor?? Fordi jeg/vi vil og fordi jeg/vi vil vores elever og vores kolleger. Fordi vi overlever ved at dele glæder og bekymringer og at vi som to skolepiger stikker af i frikvartererne for at få luft i flere betydninger.

ses igen om et par dage <3 Vi er her endnu 🙂

Del 1. Tanker skrevet i starte af reformen!!!

1.del
Året er 2005, er endelig blevet færdig på lærerseminaret. Nu er jeg lærer og glæder mig helt vildt til at komme ud i verden, altså skoleverdenen. Fyldte 50 , 5 børn, hus, enlig og blev samtidig færdig som lærer. Mit liv har bestemt ikke været kedeligt. Hvorfor jeg blev lærer ? Ja, det spørger jeg også mig selv om nu, nu hvor reformen har taget over.

 

Har som sagt 5 børn, alle forskellige og de har også været i gennem skolens labyrint. Forskelligt har de modtaget lærdom, forskellige er de jo, som børn jo er. Skolen opfyldte ikke altid, hverken deres eller mine forventninger om hverken pædagogik eller undervisning. Bestemt har der været rigtige kompetente lærere, som har taget deres job helt ind i livet, forstået og vejledt. At være lærer er en livsstil og et kald, sagde engang en klog mand, som beskæftige sig meget med skoleverdenen. Kunne ikke være mere enig.

Nå, men jeg ville gerne ud den virkelige verden og møde eleverne og havde søgt mange steder. Der gik en måned, ingen job. Der gik endnu en, stadig intet. Så kom opringningen fra en skole i nabobyen. ” Vi skal bruge en vikar, som er bestemt, robust og ikke bange for at møde en lidt hård kerne af elever”, sagde en frisk kvindestemme i den anden ende af røret. Jeg var blevet anbefalet af mit praktiksted, headhuntet, whauu. Tre måneders vikar i en specialklasse med en flok drenge, der bestemt ikke var undervisningsparate. Samtidig en 3.klasse, hvor der var en ADHD elev, en dreng med en social ruin som baggrund, en meget indelukket og særpræget dreng og sidst en dreng, som havde Asberger og resten var helt almindelige børn. Min ilddåb fik jeg og Hej til lærerjobbet og jeg elskede det.

Desværre havde det job en ende, men havde søgt og fået et andet vikariat på en anden skole i nærheden. Her blev det til et år og det år var fantastisk dejligt. Kolleger og børn var bare en oplevelse, som fortalte mig, at jeg havde valgt det helt rigtige job. Håbede på den lærer, som jeg var vikar for ville forlænge sin barsel i laaaaaag tid, men det skete desværre ikke. Skæbnen ville mig det anderledes. Jeg blev ringet op 3 uger før mit vikariat sluttede fra den skole, hvor jeg havde fået min ilddåb. Igen den samme friske stemme. ” Har du lyst til at overtage en 8. Klasse, som er uden lærer fra januar”. Det havde jeg og mine tre linjefag kunne komme i spil. Dansk, historie og kristendom. Har også billedkunst , men bare lad det ligge. Det var mere tvang end lyst.

Det blev så min start på lærergerningen de næste 10 år, i skrivende stund er jeg der stadig.

Min 8. klasse var en blanding,tosprogselever, dygtige elever og mindre faglige elever, men det er jo sådan det er, og skal være. Den blev til en 9. kl og der kom nye kolleger, som var “lidt” yngre end jeg. CP var en af dem og hun var matematiklærer i en 8. kl, hvor de pludselig stod uden en dansklærer. Dansklæreren var gået ned med stress, desværre en risikofaktor i jobbet. Der manglede nu en lærer og der var ikke nogen, der havde tid og lyst til at overtage. Klassen var lidt belastet, igen ikke noget usædvanligt. Sådan er verden skruet sammen. Besluttede så, at jeg godt kunne rumme to klasselærer funktioner. Det var et godt valg. Mit samarbejde med min kollega CP, var fantastisk godt. Vi var et fantastisk makkerpar og det udviklede sig til et tæt venskab samtidig. I en skoleverden med mange forskellige eksistenser er det vigtigt, at man har en sparringspartner, som man har tillid til og kan snakke om alt med. Humor er en vigtig ressource, også lidt galgenhumor.

Hvor CP var den matematisktænkende, var jeg den kommatænkende. Vi havde ikke de store behov for lange møder, vi supplere automatisk hinanden. Vi kunne grine, skælde ud og sladre, alt i alt elskede vi begge det job, vi havde og så var vi kreative sammen.

Vi blev desværre skilt ad, hvorfor fandt vi ikke rigtig ud af. Ja, det vil sige CP blev gravid og af gode grunde senere på barsel. Det måtte jeg leve med, men savnede det samarbejde, som gjorde hverdagen sjov og let. Ikke at jeg ikke havde andre samarbejdspartnere, det havde jeg og rigtige gode, dygtige og dejlige kolleger. Det er lidt som et ægteskab, man vælger jo ikke hvem som helst, vel!! Vi blev ikke sat sammen igen trods ønsket.

Hvorfor ikke? Det må da være i alles interesse, at tingene fungere optimalt, eller ! Nogen gange undres man!!!!

Hvorfor lave om på noget, der fungere godt. Så nu kommer vi til den nye skolereform. Hvorfor ændre så fundamentalt på noget, der fungerede. Ikke dermed sagt, at alt var godt, det berørte jeg angående mine egne børns skolegang. Naiv har jeg vist også været.
Fra min synsvinkel gjorde alle det, de skulle, burde og det endda meget ansvarsfuldt. Den lille håndfuld skoler der, her er et ordsprog vist på sin plads. ” Liden tue kan vælte stort læs”. At der er skoler og lærere, der har sjusket, for at sige det pænt, så jeg ikke omkring mine kolleger og skolen. De arbejdede gerne mere end lønnen og tog sig ansvarsfuldt af alle elever, uanset social baggrund, faglige kompetencer og alle de andre ting, der følger med, når man arbejder med børn og unge, med mennesker.

Tillid er et godt udgangspunkt at begynde med, når man skal arbejde med mennesker. Hvor blev den af, tilliden?

Fortsættes om et par dage 🙂