Del 3 “Vi er her endnu 2014”

Så er der gået en rum tid en jeg har skrevet sidst. Frustrationerne er ikke blevet færre, tværtimod. Kolleger rundt om mig ser trætte ud og der er langt mellem smilene, selv om vi alle prøver at se det lyset.

Forleden var der klubmøde og flere gav udtryk for frustration og resignation. Det kniber med at se lyset i horisonten. Der er flere, der giver udtryk for, at de er kede af det og har svært ved, at nå den optimale forberedelse til eleverne. Der er også mange, der ikke siger noget, for hvad kan konsekvenserne så blive. Det er ikke ledelsen, det er galt med. Mit indtryk er, at de gør det, de kan, inden for de rammer de har. Jeg har ofte tænkt, at jeg er glad for, jeg ikke er i deres bukser. Det hedder vist, i deres sko

En siger,” Jeg er konstant bagud med planlægning, der er ikke tid nok til at levere en faglig planlagt undervisning” Det kan vi alle nikke genkendende til, desværre.

Jeg kan ikke lide mig selv i den undervisning, jeg giver eleverne. Aldrig har jeg følt mig så uforberedt og usikker. Jeg elsker stadig at undervise, men jeg føler mig ikke ordentlig klædt på, det er stressende og utilfredsstillende. Jeg føler, eleverne mister terræn, at det flow, der normalt har været i mine 10 år som lærer er fraværende en stor del af tiden. Hvor er det synd for både elever og lærere. Flere af os overvejer mere og mere at skifte job, for det er blevet jobbet, der styre vores liv, ikke familien. Lærerne skal normaliseres. Det er ikke muligt at normalisere et job, der har med børn og unge at gøre.

Elever der bliver kede af det og kommer til en og har behov for at snakke lige nu, kan man da ikke give den besked, at du må lige holde ud til i morgen, der har jeg tid. Forældrene må vente, til det bliver, tirsdag, for der er der forældretid. Kontakten mellem skole og hjem fremmes ikke ligefrem i dette koncept.

Nu er der snart projektuge og 9. Klasse skal skrive deres større skriftlige opgave. Endnu en udfordring. Der er ikke lagt en klar plan for den proces. Hvornår skal vi læse deres opgaver, når de har afleveret dem? Hvornår skal vi skrive udtalelser? Fremlæggelserne må vi passe ind, for det har vi en dag til, for vores klasses vedkommende er det 12 grupper.

De afleverer opgaverne og deres produkter fredag kl. 12.00. De skal fremlægges mandag, hvor vi har 8 timer. Der er ingen plan for, hvornår vi skal læse dem, eller om der gives ekstra timer til det. Skal vi læse dem fredag efter kl.12.00 og frem til kl. 18.00 – 19.00.

Jeg føler min frihed er taget fra mig, at der sidder nogle politikere og trækker i nogle tråde, så nu er jeg en marionetdukke. De har ikke den fjerneste ide om, hvad det er, de har sat i gang.

Vores liv som lærer er blevet et overgreb på vores liv og på elevernes faglighed. På en og samme tid er det, som før var en glæde og en livsstil, blevet til diktatur og så skal vi samtidig være glade.

Vi er blevet kørt over, trådt på og vi ligger der endnu og kæmper for at hænge sammen. Ude i den store verden sker der grimme ting, terror på Charlie Hebdo. Moskeer udsættes for overfald, jøder føler sig utrygge og vi råber på retfærdighed, ytringsfrihed og retten til at leve som vi ønsker. Ja, undskyld, men jeg kan ikke lade være at sammenligne. Vi er ikke blevet fysisk udsat for overfald, men vi er psykisk blevet kørt ned. Jeg nægter at udsætte mig selv for sådanne overgreb, derfor må mine tanker nødvendigvis kredse om at finde noget andet, der ikke gør livet til en kamp, en kamp jeg ikke kan vinde med den politik, der ligger bag. Hvor er vi danskere dog selv-retfærdige…..

Del 2. Så kom næste etape og “Vi er her endnu”

Fortsættelse 🙂 2.del

Vi tog til Christiansborg med godt humør, bannere, en kiste med påskriften Den danske model. Alle lærerne tog på en lang rejse i bus og vi hyggede os, fuld af håb og tro på retfærdighed. Hvor blev vi skuffede. Corydon, du som lige nu er i tv og taler om den nye finanslov. Det bringer minder om en mand, som koldt og kynisk trådte en hel menneskemængde under fode.

 

billed reform

 

Lærerne skal arbejde mere, jamen, vi arbejder meget mere, end vi skal. Lærerne skal højne elevernes faglige niveau på kortere tid og mindre forberedelsestid. Jamen, kan du lave det samme stykke arbejde om en finanslov på halv tid, Corydon. Nu skal jeg ikke give dig hele skylden, de fleste partier var enige med dig. Lærerne skulle normaliseres. Normalisering af lærerne er det samme som at sige, at de skal gøre deres arbejde dårligere, for det er jo netop fleksibiliteten og læreren som menneske, der giver succes.

Livsstilen, at jeg er åben for det, der sker omkring mig. Jeg sidder og ser tv, en udsendelse om en forfatter, en historisk begivenhed eller religiøse diskussioner. Skynder mig at hente pen og papir og noter tid, sted og detaljer. Det kan jeg bruge, det passer som fod i hose til det, jeg underviser i nu. Hov, det må jeg jo ikke. Smid det væk, hvad vil du gøre med den tid, du lige har brugt. Skal jeg tage det af min forberedelsestid? Nej, så mangler jeg den jo senere. Så må jeg arbejde gratis, nej heller ikke, for jeg må ikke arbejde hjemme. Jamen, jamen , nååå ja, kan jo, som min skoleleder siger, kalde det interessetid!!!

Det vil LL min TR ikke bifalde. Gina, det gør du bare ikke, lyder hendes blide stemme i mit baghoved. Har forstået, ok. Men så bliver jeg altså frustreret, for jeg kan mærke, at min undervisning ikke altid er så optimal, som jeg kunne ønske, sammenlignet med sidste skoleår .Der hvor jeg kunne tage hjem, cykle en tur, ride en tur i skoven, lave mad til mine egne børn, snakke , tage brænde ind, tænde op og en kop kaffe. Klar igen, bruge en,to,tre timer og følge det flow, der kom , når hovedet havde fået lidt ro. En søndag kunne jeg bruge til at forbede en hel uge, så var der tid til den elev, der havde brug for en samtale af forskellige grunde. Det kan være socialt, udu i kammeratskabet, for mange lektier, mangel på at få lavet lektier osv.

En elev står med tårer i øjnene og du må sige, desværre jeg har ikke tid nu. Prøv, og du vil finde ud af, at det kan man sku da ikke, hvis man er et ordentligt menneske. Kære elev, du må vente til på onsdag, der har vi tid til samtaler. Hvad er det der sker?

CP og jeg går en tur eller to hver dag, hvis vejret tillader det. Det giver ro og frisk luft. Egentlig må vi ikke forlade skolen, men der er dog lidt menneskelighed til. Vi bliver ikke stoppet og der bliver ikke givet en seddel med hjem, eller ringet til vores forældre. Den tur er vores livline, også selv om jeg har en vane med at falde over alt, til stor morskab for CP, ha ha,ja du griner CP. Jeg husker godt dit “elegante” spring efter renovations -bilen, da du ville kaste dit papir i den, det kunne have gjort sig godt på hjemmevideo.

Vi får vendt mange ting på den tur, både alvorlige frustrationer og småting. Vi snakker om eleverne, vores egne børn, undervisning og alt muligt andet. Vi kan klare verdensordenen på et frikvarter. Derfor skal vi arbejde sammen i team, som jeg har understreget flere gange, også til vores skoleleder. Han smiler og ser overbærende på mig. Det gør han ofte, når jeg ytre mig. Jeg gør det måske også lidt utraditionel , jeg mangler vist autoritetstro i nogle situationer.

I går var vi eller nogen af os på arbejde i 14 timer. Forberedelse, undervisning, lærermøde, skole/ hjem- samtaler og så filmaften. Jeg stod op kl.5.30. tændte op i fyret, fodrede hund og heste og katte. Vækkede mine tvillinger, som skulle på gym. og HF. De kører selv i min søns bil. Det var nødvendigt, at han fik bil ellers kunne vi ikke få det hele til at hænge sammen. Det kunne vi før reformen, da vi kunne koordiner med hinanden. Har ofte ondt af småbørns familierne, det må være besværligt at få det til at hænge sammen, især hvis begge er lærere..

CP fortæller ofte, at det giver problemer hjemme hos dem. Hun har to børn. En på 10 og en på 4. CP’s mand har selv firma , ikke stort, så det kræver man er der, som på ethvert andet job.

I starten mente CP ikke det var så slemt, hun kunne sagtens nå at planlægge undervisning. Jeg tog lidt gas på hende og sagde, at matematik ikke krævede så meget planlægning ,som f.eks. Dansk. Der er nu lidt sandhed i det, selv om hun i starten ikke var helt enig. Det er heller ikke undervisningen, der er problemet, det mener jeg heller ikke.

Det der er problemet er, at der konstant bliver ændret på beskeder, eller vi skal til møde, forældre – samtaler, filmaften, skolefest og kurser. De informationer vi skal have f.eks. i forbindelse med terminsprøver eller lignende kommer en uge før. Jeg føler mig ikke ordentlig påklædt, når mine elever spørger mig, hvornår de skal møde, hvor skal vi være til prøven osv. Vi kan ikke informere forældrene i god tid, så de har måske bestilt tid til læge, tandlæge eller andet vigtigt, som måske kræver planlægning i god tid. Tingene bliver kaosagtige og vi lærere bliver forvirrede, stressede og irriteret.

Medierne har vildt meget fokus på skolen og reformen. Der er fokus på inklusion , der er fokus på lektiehjælp og øget faglighed. Hvordan skal alt det hænge sammen. Jeg forstår ikke, at intelligente mennesker ikke så det komme. Jeg taler om politikerne , hvis nogen skulle være i tvivl om ,hvem de intelligente mennesker er. Vi skal løbe hurtigt for at følge med, eller skal vi??

Vores ellers så sociale lærerværelse, er ikke så socialt længere. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vi ikke har tid. Vi har 29 min pause om dagen, men kun ,hvis vi har 6 timer. Det vil sige har jeg 5 lektioner, har jeg ikke til pause den dag.

Jeg anser mig selv som et positivt og kreativt menneske. Jeg har overlevet mange ting i mit liv gode og dårlige. Jeg har følt mig fortabt og følt mig fundet. I denne tid føler jeg at jeg bliver Væk, hvis jeg ikke er meget kreativ i min overlevelse. Reformen føles som et overgreb. Helt enig i at fagligheden skal skærpes, det mente jeg også før. Det er også udmærket, at jeg har fri, når jeg kommer hjem, men du har ikke fri, når du sover dårligt, fordi du ikke føler dig ordentlig forberedt til næste dag.

Du skal stå overfor dine elever og ryste halvdelen af din undervisning ud af ærmet . Elevplanerne til de 6 klasser jeg pt har, med 27 elever i hver klasse, som løbende skal skrives. Ja, det er sku løbende, for ellers kan jeg ikke følge med, for der kom lige et lærermøde ind, en elev der havde problemer og kopimaskinen der strejkede.

Ja, det er vores hverdag nu og alligevel er jeg vi her endnu. Hvorfor?? Fordi jeg/vi vil og fordi jeg/vi vil vores elever og vores kolleger. Fordi vi overlever ved at dele glæder og bekymringer og at vi som to skolepiger stikker af i frikvartererne for at få luft i flere betydninger.

ses igen om et par dage <3 Vi er her endnu 🙂

Del 1. Tanker skrevet i starte af reformen!!!

1.del
Året er 2005, er endelig blevet færdig på lærerseminaret. Nu er jeg lærer og glæder mig helt vildt til at komme ud i verden, altså skoleverdenen. Fyldte 50 , 5 børn, hus, enlig og blev samtidig færdig som lærer. Mit liv har bestemt ikke været kedeligt. Hvorfor jeg blev lærer ? Ja, det spørger jeg også mig selv om nu, nu hvor reformen har taget over.

 

Har som sagt 5 børn, alle forskellige og de har også været i gennem skolens labyrint. Forskelligt har de modtaget lærdom, forskellige er de jo, som børn jo er. Skolen opfyldte ikke altid, hverken deres eller mine forventninger om hverken pædagogik eller undervisning. Bestemt har der været rigtige kompetente lærere, som har taget deres job helt ind i livet, forstået og vejledt. At være lærer er en livsstil og et kald, sagde engang en klog mand, som beskæftige sig meget med skoleverdenen. Kunne ikke være mere enig.

Nå, men jeg ville gerne ud den virkelige verden og møde eleverne og havde søgt mange steder. Der gik en måned, ingen job. Der gik endnu en, stadig intet. Så kom opringningen fra en skole i nabobyen. ” Vi skal bruge en vikar, som er bestemt, robust og ikke bange for at møde en lidt hård kerne af elever”, sagde en frisk kvindestemme i den anden ende af røret. Jeg var blevet anbefalet af mit praktiksted, headhuntet, whauu. Tre måneders vikar i en specialklasse med en flok drenge, der bestemt ikke var undervisningsparate. Samtidig en 3.klasse, hvor der var en ADHD elev, en dreng med en social ruin som baggrund, en meget indelukket og særpræget dreng og sidst en dreng, som havde Asberger og resten var helt almindelige børn. Min ilddåb fik jeg og Hej til lærerjobbet og jeg elskede det.

Desværre havde det job en ende, men havde søgt og fået et andet vikariat på en anden skole i nærheden. Her blev det til et år og det år var fantastisk dejligt. Kolleger og børn var bare en oplevelse, som fortalte mig, at jeg havde valgt det helt rigtige job. Håbede på den lærer, som jeg var vikar for ville forlænge sin barsel i laaaaaag tid, men det skete desværre ikke. Skæbnen ville mig det anderledes. Jeg blev ringet op 3 uger før mit vikariat sluttede fra den skole, hvor jeg havde fået min ilddåb. Igen den samme friske stemme. ” Har du lyst til at overtage en 8. Klasse, som er uden lærer fra januar”. Det havde jeg og mine tre linjefag kunne komme i spil. Dansk, historie og kristendom. Har også billedkunst , men bare lad det ligge. Det var mere tvang end lyst.

Det blev så min start på lærergerningen de næste 10 år, i skrivende stund er jeg der stadig.

Min 8. klasse var en blanding,tosprogselever, dygtige elever og mindre faglige elever, men det er jo sådan det er, og skal være. Den blev til en 9. kl og der kom nye kolleger, som var “lidt” yngre end jeg. CP var en af dem og hun var matematiklærer i en 8. kl, hvor de pludselig stod uden en dansklærer. Dansklæreren var gået ned med stress, desværre en risikofaktor i jobbet. Der manglede nu en lærer og der var ikke nogen, der havde tid og lyst til at overtage. Klassen var lidt belastet, igen ikke noget usædvanligt. Sådan er verden skruet sammen. Besluttede så, at jeg godt kunne rumme to klasselærer funktioner. Det var et godt valg. Mit samarbejde med min kollega CP, var fantastisk godt. Vi var et fantastisk makkerpar og det udviklede sig til et tæt venskab samtidig. I en skoleverden med mange forskellige eksistenser er det vigtigt, at man har en sparringspartner, som man har tillid til og kan snakke om alt med. Humor er en vigtig ressource, også lidt galgenhumor.

Hvor CP var den matematisktænkende, var jeg den kommatænkende. Vi havde ikke de store behov for lange møder, vi supplere automatisk hinanden. Vi kunne grine, skælde ud og sladre, alt i alt elskede vi begge det job, vi havde og så var vi kreative sammen.

Vi blev desværre skilt ad, hvorfor fandt vi ikke rigtig ud af. Ja, det vil sige CP blev gravid og af gode grunde senere på barsel. Det måtte jeg leve med, men savnede det samarbejde, som gjorde hverdagen sjov og let. Ikke at jeg ikke havde andre samarbejdspartnere, det havde jeg og rigtige gode, dygtige og dejlige kolleger. Det er lidt som et ægteskab, man vælger jo ikke hvem som helst, vel!! Vi blev ikke sat sammen igen trods ønsket.

Hvorfor ikke? Det må da være i alles interesse, at tingene fungere optimalt, eller ! Nogen gange undres man!!!!

Hvorfor lave om på noget, der fungere godt. Så nu kommer vi til den nye skolereform. Hvorfor ændre så fundamentalt på noget, der fungerede. Ikke dermed sagt, at alt var godt, det berørte jeg angående mine egne børns skolegang. Naiv har jeg vist også været.
Fra min synsvinkel gjorde alle det, de skulle, burde og det endda meget ansvarsfuldt. Den lille håndfuld skoler der, her er et ordsprog vist på sin plads. ” Liden tue kan vælte stort læs”. At der er skoler og lærere, der har sjusket, for at sige det pænt, så jeg ikke omkring mine kolleger og skolen. De arbejdede gerne mere end lønnen og tog sig ansvarsfuldt af alle elever, uanset social baggrund, faglige kompetencer og alle de andre ting, der følger med, når man arbejder med børn og unge, med mennesker.

Tillid er et godt udgangspunkt at begynde med, når man skal arbejde med mennesker. Hvor blev den af, tilliden?

Fortsættes om et par dage 🙂