Med stækkede vinger, kan jeg ikke flyve………..

Kære kolleger og ledelse- jeg står af her. Tak for den rejse, vi har haft sammen, det har været spændende 12 år. I er fantastiske mennesker, fantastiske undervisere og kolleger.  Det er mit frie valg, og af hele mit hjerte ønsker jeg, at fremtiden tegner sig mere lys for skolerne, lærerne og ikke mindst eleverne.

Vi er her endnu –  min blog blev født for snart 2  år siden, født ud af frustration og skuffelse. Politikerne tog over, holdt og holder os i deres hule hånd. De ved, vi er afhængige af job og økonomi.

Håber jeg har nået at flytte bare lidt på tingene med min blog, som over 8500 har besøgt. Hvis bare halvdelen har læst den, kan det flytte lidt på tingene.  På nettet kan jeg se, at flere og flere artikler om reform og arbejdstid dukker op, at børnene ikke trives, at karakter dræber kreativiteten, at fritid og unges job, som er en dannelse til fremtiden, ikke kan få plads i hverdagen, at forældre har dårlig samvittighed, fordi job og samfund tager deres tid, og kompenserer ved at lade børnene bestemme dagsordenen, og det mærkes i skolen.

Dedikeret til jobbet som lærer, en ildsjæl, en opgave -nu en afslutning. Jeg må erkende, at jeg ikke længere kan give krop og sjæl til mit job. Med stækkede vinger, kan jeg ikke flyve.  Det gør ondt, at se de unge mennesker blive hvirvlet ind i et spind af samfundets tiltag, og være er en del af det. Til sommer fører jeg mine sidste 9. klasser op til afgangsprøve.

Da jeg blev lærer var det med det ønske, at give de unge mennesker mod på livet, at vise dem en vej, at de hver især er et unikt væsen. Det at blive set, hørt, og forstået i skolen er så forbistret vigtigt, og det er der så lidt plads til nu, tests, karakter, eksamen, uddannelse fylder mere. Der var plads før reform, arbejdstidsaftale og stræben efter at komme frem på verdensranglisten. Kreativiteten er døende og med den, den gode undervisning, den autentiske lærer og ildsjælene.

Vi blev snydt, eleverne bliver snydt og vi er med til det. Beklager, det vil jeg ikke mere – måske vender jeg tilbage til undervisningen- hvem ved hvad fremtiden byder. Lige nu skal jeg have benene på jorden og hovedet op.

Skriv et svar