Del 5. Sidste del af tanker om reformen

Prøver at forklare min leder, at det er helt skævt. “Jeg hører, hvad du siger” . Nej, du gør ej. Du forklarer, at du er bekymret for mig, at jeg virker presset. Whau, det siger du ikke!

Ja, jeg er presset, eleverne er presset, kollegerne er presset, og du hører mig ikke, du hører det, du vil høre, og vi skal skabe en god skole og gode karakter.

Vi er her endnu, ja, men hvor længe? Vi er mennesker, eleverne er mennesker og livet er en læreplads, ikke skolen alene. Nogle af mine kolleger mener, det går fremad, jaaa, alt er jo relativt. Hvis det er så godt, hvorfor har vi så fået 11 nye kolleger??? Hvor forsvandt mine gamle kolleger hen??

Nogen spytter ud og siger, det er noget hø, men alt for mange siger intet, bider tænderne sammen og parere ordre. Det gør os bitre, syge og stressede, det går ikke. Skoleverdenen er som en diktaturstat og nu har vi en regering, som har samme ideologi. Hvad sker der i vores univers?

Nu har også jeg søgt job på en efterskole, får det sikkert ikke, men så har jeg da prøvet, ville nok fortryde, hvis jeg ikke tog chancen. CP min makker, har ligeledes søgt samme sted hen, hun har nok større chance, hun er yngre og det er fysik / naturfag de magler. Så står jeg alene tilbage på skansen og må kæmpe videre selv. Det er slet ikke, fordi jeg er træt af kolleger, elever og skolen, men det er skævt. Jeg finder min egen vej, hvis jeg skal overleve i den form for diktatur, og jeg som ellers er meget omstillingsparat, men der skal bare være en god mening i galskaben.

På forsiden af sidste udgave af “Folkeskolen ” står der meget sigende. ”Reformfeber raser globalt”.

Så er den æra slut , CP fik job på efterskolen, stor sorg for skolen og mig , stort og godt for hende og jeg er glad på hendes vegne, men det bliver kedeligt at undvære hende. Som det nok kendes, fik jeg ikke chancen for noget andet, men har lagt mit CV ind hos Røde Kors som underviser. Her kunne jeg måske gøre en forskel for de mennesker, der ufrivilligt er havnet i Dk og har brug for at forstå vores sprog og kultur.

Der sker dog ting omkring reformen, som giver lidt håb. Fornuftige mennesker har set, at det der sker er helt skævt og ødelægger folkeskolen og de unge menneskers uddannelse / dannelse. Men hold da op, hvor gør det mig frustreret. På FB kan jeg dele opslag og se, at der trods alt er andre kolleger, der er enige og ikke bare stiltiende finder sig i det overgreb, vi udsættes for og den mistillid, vi mærker på vores sjæl og evner.

Har søgt nyt job ved Dansk Flygtningehjælp i Århus. Hvad får mig til at søge job i Århus? Det slog mig for lidt siden, fordi jeg tænkte på en samtale, jeg havde for nogle dage siden med en veninde. Det er en livsstil at være lærer, det er det for mig, arbejde sammen med unge mennesker, at lære dem noget, at snakke med dem, være med til at forme dem. Det giver jeg gerne ekstra timer, min fritid til. Det har reformen sat en stopper for. Jeg må ikke arbejde hjemme, jeg skal være på skolen i 40 timer, hvor af de 25 er lektioner.

Så er der timer til møder, forældre samtaler, elevsamtaler, elevplaner, læringmåls dokumentation ect. Ikke det hele hver uge, bevares, møder, jo,elever der skal snakkes med ,jo og alt det der skal rettes. Kreativiteten og det spontane er væk.

Nå, men tilbage til pointen!

Derfor søger jeg jobbet som underviser og virksomheds-konsulent ved Dansk Flygtningehjælp. Her er der tale om mennesker, unge og ældre som har brug for et nyt liv, som har måttet opgive deres liv og kultur af årsager, som vi her i DK, har svært ved at sætte os ind i. Mennesker som skal starte på et liv i et nyt land, nyt sprog, nyt netværk og arbejde. Jeg ved ikke, om jeg kan udfylde de krav, der stilles, men bliver nødt til at forsøge. Tror på, at jeg kan være med til, at gøre bare lille forskel for de mange flygtninge, der kommer til landet. Den regering vi har, gør det ikke lettere for flygtningene, alle de forfærdelige historier / realiteter vi ser og høre om, kan vi ikke bare lukke øjne og øre for.

Det gør mig alligevel usikker, når jeg kommer på arbejde og bliver mødt af kolleger, der er glade for at se mig, og siger ” Vi den hårde kerne må holde ud” , og jeg ved mine elever vil blive vildt kede af det. Står ved en korsvej og er til tider sikker på, at det er nyt job, og til andre tider, at jeg skal blive i det, jeg er i. Nå, men jeg har jo heller ikke fået det job endnu, så ser tiden an, men det er ikke let, tankerne kører, og hvad er det rigtige at gøre for mig?

Jeg er her endnu, har opgivet det med nyt job. Jeg har et job, hvor mine kolleger er fantastiske mennesker og mine elever er fantastiske elever. Jeg kan stadig gøre en forskel, selv om jeg ikke kan ændre på skolereformen, kan jeg være den, jeg er.

IKKE AT JEG HAR ÆNDRET STANDPUNKT, JEG ER STADIG UENIG I REFORMENS FREMGANGSMÅDE OG BEHANDLING AF LÆRERNE OG ELEVERNE. VI ER MENNESKER IKKE ROBOTTER!!!

Undskyld jeg råbte lidt højt, nu dæmper jeg mig lige lidt. J Mener bare ikke, at der er hold i det, der er sket og sker.

Skriv et svar